Emily Gernild ( 1985 ) beskæftiger sig i sine malerier med det ikke-agtede motiv; genstande og ejendele, som vi tager for givet og som vi omgiver og indretter os med i det daglige og i hjemmet. En stue med møbler, vinduer og gardiner. En vase med blomster. Kopper på bordet med kaffe og tallerkner med croissanter. En slags velkendte markører for “det gode liv”.

Værkerne fremstår som visuelt appellerende parafraser over genren stilleben og det klassiske Vanitas-blomstermotiv, kendt helt tilbage fra 1600-tallets nederlandske kunstnere.

De er udført med høj grad af sensibilitet ,og fladen er præget af formmæssige rytmebrud og kontrastfulde farvemøder. Ved hjælp af netop farve, lys og volumen betoner hun detaljer og enkeltdele. Ind imellem bevæger hun sig næsten så tæt på det abstrakte, at det oprindelige motiv helt opløses, og billedets formmæssige komponenter og deres gensidige dynamik tager over.

Gernild beskriver selv sine billeder som en kollegial hilsen til modernismens kunstnerkollegaer som Anna Syberg og Christine Swane, som i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet netop måtte nøjes med at specialisere sig i at male blomster og andre ’harmløse’ motiver og opstillinger. Således var det forbeholdt mænd at udøve studier af den nøgne krop og beskæftige sig med det historiske maleri, sådan som dette blev karakteriseret. 

Skønheden og det intime drama i forgængeligheden er en vedvarende drivkraft for hende, en stemning, som hun forsøger at give liv for eksempel ved brug af grove penselstrøg og oliefarver med høj lys - og farveintensitet.

Emily Gernild tog sin afgang fra Det Fynske Kunstakademi i 2016 og var et år på Kunstakademiet i Düsseldorf med Tal R som professor.

next ->
<- prev